Henrik Løvstrøm

Ny markedschef hos Keesing!

Henrik Løvstrøm ny markedschef hos Keesing/Tankesport

I modsætning til hovedparten af det øvrige marked for trykte medier har Keesing/Tankesport gennem de seneste år oplevet fremgang i bladsalget og en kraftigt voksende interesse for ”braintainment” via nye kanaler. Det har resulteret i øgede markedsandele og ny fokus på digitale løsninger og stærke partnerskaber.

Denne positive udvikling betyder, at forlaget nu styrker organisationen med en markedschef, der skal være med til at underbygge og videreføre væksten og føre den kommercielle indsats mod nye højder. Per 1. januar 2022 tiltræder således Henrik Løvstrøm som kommercielt ansvarlig for den videre udvikling af forretningsområderne – og han kommer til fra en stilling som løssalgschef hos Bladkompagniet.

Om ansættelsen af Henrik Løvstrøm siger Jesper Wamsler, direktør i Keesing Danmark A/S:

”Med Henrik ombord har vi fået tilgang af en vaskeægte kapacitet i branchen, som vi kender godt og ser som den helt rigtige profil til at indfri vores store ambitioner for de kommende år. Den rivende udvikling ser kun ud til at fortsætte, hvilket giver os mulighed og behov for at opruste yderligere på salgsfronten. Med Henrik ved det kommercielle ror er kursen sat for yderligere landvindinger.”

For Henrik Løvstrøm harmonerer skiftet rigtig godt med ønsket om at vende tilbage til udgiversiden og søge nye udfordringer i et kreativt hus med mange forskelligartede produkter og services:

”Jeg har i min tid hos Bladkompagniet haft fornøjelsen af at samarbejde med Keesing gennem en årrække, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft et godt øje til virksomheden. Så da muligheden bød sig, føltes det som ”a perfect match” – og jeg ser frem til at vende tilbage til udgiversiden og bidrage med min viden og erfaring inden for bladsalg, abonnement og distribution. Herudover glæder jeg mig til at tage fat på licensdelen og ikke mindst det digitale, hvor jeg ser et stort potentiale.”

Yderligere oplysninger fås ved at kontakte direktør Jesper Wamsler på 51171880 eller [email protected] og Henrik Løvstrøm på 20639578 eller [email protected]. Læs mere på
www.keesing.dk og www.tankesport.dk

Keesing Danmark A/S er landets førende udgiver af hjernegymnastik og underholdning i form af krydsord, quiz, ordlege, logiske opgaver, tegneserier og andre former for kreativt udfordrende afslapning. Derfor kalder vi os til daglig slet og ret ”Tankesport”.
Gennem seks årtier har vi leveret en bred vifte af underholdende hovedbrud til danskere i alle aldre – børn og begyndere såvel som øvede og eksperter. Vores sortiment tæller mere end 55 forskellige titler, og derfor regner vi os (med et glimt i øjet) for at være Danmarks største bladforlag. I vores katalog findes favoritter som Hyggekryds, Sofus’ Lillebror, Begynderkryds, Mesterkryds, Find ord Gigant og Sudoku Varia. Ud over vores faste bladtitler leverer vi også opgaveindhold til en lang række af landets mest fremtrædende medier, ligesom vi tilbyder Danmarks mest omfattende udbud af apps inden for braintainment-segmentet. Keesing Danmark A/S er en del af Keesing Media Group (KMG), der har hovedsæde i Amsterdam og er Europas største braintainment-mediehus med en årlig bruttoomsætning på € 160 mio og en bundlinje på € 40 mio. KMG opererer ud fra ti forskellige sprogområder og har kontorer i Paris, London, Berlin, Madrid, Rom, Stockholm og København.
På vores nye kontor i Ørestad sidder/står vi 25 super-dedikerede kollegaer, og herfra koordineres i øvrigt virksomhedens aktiviteter i Sverige, Norge og Finland.
Tags: